Middelhavet

Santorini Grækenland

Her ses Costa Serena ved Santorini (Grækenland)

Det er fantastisk at tage på krydstogt i Middelhavet, for vejret er dejligt fra april til oktober, og det tager kun et par timer i fly at komme derned. Ud over det gode vejr, så er der mange fantastiske destinationer lige gyldigt om du tager til det vestlige eller østlige middelhav. Der er ligeledes et bredt udvalg af krydstogtskibe / krydstogtselskaber som året rundt sejler i Middelhavet så det er nemt at finde det helt rigtige krydstogt.

Vi har naturligvis været de fleste af de populære steder i Middelhavet, og de største oplevelser har vi fået i Rom, Venedig, Haifa (Israel), Barcelona, Santorini og Rhodos. I det Vestlige Middelhav er Barcelona et godt sted at rejse fra da man om sommeren kan flyve direkte, og lufthavnen ligger tæt på selve byen hvor havnen også er. I det Østlige Middelhav kan vi anbefale Venedig som også har en lufthavn der ligger tæt på, og en havn ved byen. (Venedig er i øvrigt en fantastisk by at sejle ud fra da udsigten fra krydstogtskibet er ubeskrivelig).

I øjeblikket har vi her på Cruisehelper én anmeldelse med et krydstogt i Middelhavet som du kan læse, og ud fra det sandsynligvis vurdere om det kunne være noget for dig. Vi har endnu to anmeldelser som også snart bliver udgivet, så vend tilbage i starten af 2016 for at se dem.

Ud over det fantastiske vejr, så er historierne også fantastiske, og alle lande i Middelhavet gemmer på et lille eventyr der bare venter på at du kommer og oplever det! I øjeblikket er det dog ikke hele middelhavet som er sikkert at sejle til, og vi anbefaler altid at du holder dig opdateret på udenrigsministeriets hjemmeside hvor fx Tyrkiet, Tunesien og Egypten i øjeblikket ikke er helt så sikre steder at være som tidligere. Krydstogtselskaberne er dog opmærksomme på dette, og en de fleste krydstogter i 2016 er ændret så de ikke længere stopper i Tyrkiet. Vi har også før oplevet at få et brev ind under døren om aftenen i kahytten, med besked om at vi af sikkerheds-hensyn ville blive en dag mere i samme havn, da vores destination ikke kunne betragtes som sikker. Så krydstogtselskaberne passer også godt på dig i Middelhavet!

Costa Fascinosa Pool

Her sejler vi på vej mod Rhodes i fantastisk vejr.

Du kan på undersiderne i denne kategori læse om de forskellige destinationer vi har besøgt, men hvis du ikke kan finde det sted du gerne vil vide mere om, så skriv i vores krydstogt forum, for der er en stor sandsynlighed for at vi har været der, men blot endnu ikke har fået skrevet om stedet.