Covid-19 – Hvad er status

Covid-19 – Hvad er status

Som alle helt sikkert ved, så har frygten for Covid-19 betydet at alle store krydstogtselskaber har indstillet sejladsen indtil tidligst 30 april 2020. Dette vil dog naturligvis kunne ændre sig når vi kommer nærmere denne dato da ingen i øjeblikket ved hvordan det hele kommer til at udvikle sig.

Nu begynder spørgsmål så at opstå som fx ”Går krydstogtselskaberne konkurs?” ”Hvad hvis jeg allerede har bestilt et krydstogt til senere på året”, og ”Er det sikkert at tage på krydstogt?”. Det er alle sammen gode spørgsmål, som desværre ikke er nemme at svare på. Jeg vil dog komme med et personligt bud på mine tanker om hvad der kommer til at ske fremadrettet, og hvordan jeg pt. forholder mig til situationen.

Vi er lige kommet hjem fra et krydstogt i Middelhavet knap en uge før Danmark lukkede ned, og det var bestemt ikke en god følelse vi havde ved at være afsted, men på udrejsedagen var der ikke nogen anbefalinger om ikke at tage af sted, og det betød også at vores rejseforsikring ikke ville dække hvis vi ikke valgte at tage af sted, og MSC Cruises ville heller ikke annullere turen, så pengene ville have været tabt hvis vi ikke tog afsted. Gode ”takeaways” fra denne oplevelse har været:

  • En rejseforsikring og afbestillingsforsikring er altid godt, også selvom den i særlige tilfælde ikke kan bruges.
  • Fx MSC Cruises og Costa Cruises har virket til at have mere fokus på at tjene penge, end på at sikre vores gode helbred. Det havde været fornuftigt at indstille krydstogterne tidligere selvom det er en stor beslutning for dem. Stol derfor på dig selv, og ikke selskaberne.
  • Det er meget begrænset hvor sjovt man finder et krydstogt når man går i en konstant bekymring om hvorvidt man kan blive syg af at andre hoster på en.
  • Jeg vil personligt ikke booke et nyt krydstogt før jeg har set enden på COVID-19 krisen, blandt andet fordi at jeg ikke er sikker på at alle selskaberne vil overleve krisen, og samtidig bliver krydstogtselskaberne nødt til at overbevise os om at de har lært af det, og foretaget yderligere tiltag for at sikre en ferie uden smittefare.

Vi følger naturligvis med her på siden, og jeg vil prøve at være mere aktiv igen fremadrettet, og jeg håber faktisk på at vi kan se krydstogtselskaber som genopfinder sig selv i denne krise, og får løftet sig selv op på et nyt og endnu bedre niveau end tidligere.

Jeg hedder Anders Nielsen, og er 34 år. Jeg besluttede for 12 år siden at prøve et rigtigt krydstogt, hvorefter jeg ikke har haft lyst til andet siden. Jeg må siges at tilhøre den unge del af målgruppen inden for krydstogtbranchen, men jeg nyder bestemt et krydstogt lige så meget som alle andre, og er nok næsten for seriøs til min alder vil mange sige. Jeg har lavet denne side for at vi kan fortælle om vores oplevelser, hjælpe andre med at få det bedst mulige krydstogt, og være med til at skabe et fokus på os “unge” som uden tvivl vil blive meget mere fremtrædende på krydstogtskibene de kommende år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.