MSC Sinfonia

Krydstogtskibet har koster omkring 1,5 milliarder kroner at bygge i 2002, og med en længde på 275 meter har skibet plads til ca. 2.679 gæster ombord. Der arbejder omkring 721 ansatte på skibet. Hun kan sejle med 21 knob hvilket svarer til ca. 38,5 km/t. Der er 9 dæk til gæster og 4 til de ansatte.

MSC Sinfonia (9)

Her sejler vi forbi de 7 søstre ved Geiranger (vandfald).

Vi sejlede med MSC Sinfonia i juli 2015 i 7 natter på turen København, Warnemünde (blev ændret til Kiel uden begrundelse), Bergen, Hellesylt, Flåm og retur til København.  Vi boede i en indvendig kahyt på dæk 9 bagerst. Vi stod på i København hvor vi var kørt i bil til, og havde på forhånd booket parkering 500 meter fra krydstogtskibet for omkring 750 kr. for 7 dage. Vi kom kl. 12.00 hvor vi skulle kunne komme ombord, men endte med at sidde knap 3 timer i terminalen inden at MSC var klar til at lade os komme ombord. En dansk ansat i terminalen som stod for bagagen fortalte at skibet var kommet 3 timer for sent ind, og at alt var kaos. Det var meget lang tid at vente med vores lille pige på 7 måneder. Terminalen i København er udmærket, men MSC havde hegnet toiletområdet ind til VIP’s, så det var noget besværligt at få lov til at komme på toilettet. MSC Cruises havde placeret en række sælgere som gik rundt i terminalen og vi syntes at de var lidt nærgående, og gav et indtryk af at det var ”low cost”.

Da vi kom ombord havde vi lige et par timer til at se os omkring på skibet inden vores kahyt var klar, og vi gik forbi buffeten for at få lidt sen frokost. Desværre var buffeten næsten allerede helt fyldt med mennesker, og det var lige ved at man fik stress af at være der, det viste sig at være tilfældet hver eneste gang vi skulle spise i buffeten. MSC Sinfonia er nemlig lige blevet forlænget i 2015, men buffet-området er slet ikke stort nok længere til at kunne håndtere så mange mennesker på en gang.

MSC Sinfonia (2)

Velkommen ombord kage.

I forhold til vores tidligere krydstogter, så gik vi denne gang ikke helt så meget op i maden, for det vigtigste var at vores lille pige skulle have det godt, og vi prøvede derfor kun restauranten tre aftener da den også virkede overfyldt, og dermed ikke spor børnevenlig. Vi må også indrømme at vi er blevet lidt skuffede, og der er ingen tvivl om at de køber billige råvarer hjem. Det lykkes os ikke at få én ordentlig bøf på turen, og variationen i maden var ikke stor. Restauranten var om aftenen på grænsen til overfyldt, og bordene stod så tæt at tjenerne havde svært ved at komme rundt mellem dem. Alle tjenerne var dog rare og behagelige, og virkede langt mere erfarne i forhold til vores krydstogt med MSC i 2014. Det skal også nævnes at vi da vi bookede krydstogtet nævnte at vi ønskede en højstol ved bordet i restauranten, og den stod pænt klar til os da vi kom ombord, så super service på det punkt!

Buffeten var som nævnt tidligere desværre konstant overfyldt, og nogle gange kunne det virkelig ikke lade sig gøre at finde et ledigt bord, og vi stod faktisk op i et hjørne og gave vores pige grød mens vi holdte hende. De ansatte virkede ikke tilfredse med at vi stod op og spiste, men de kunne jo ikke finde et bord til os, og vi skulle bruge varmt vand til grøden som vi jo fik i buffeten. Meget stressende, og vi holdte os væk derfra når vi kunne. En lille ulækker detalje var også at højstolene, når de ikke var i brug, stod i et hjørne hvor tjenerne brugte dem til at opbevare beskidte servietter i! Ikke spor hygiejnisk.

MSC Sinfonia (11)

Her er de beskidte servietter fra buffeten lagt i en højstol. (De blev ikke tørret af inden de blev udleveret)

Vi bestille morgenmad i kahytten da vi havde betalt ekstra for at få en kahyt hvor det var gratis, men det var simpelthen så ringe mad at det ikke er værd at bruge tid på! Udvalget var elendigt, kvaliteten ringe, og vi fik faktisk aldrig det vi havde bestilt. De reklamerede med ”gratis roomservice” da vi bookede kahytten, men det er faktisk kun morgenmaden som man kan få gratis, og andre typer mad man bestiller, koster penge.

Alt i alt var vores oplevelse med maden under middel, og vi må konstatere at MSC Cruises ikke er noget for dem som går op i maden ombord, og du skal bestemt heller ikke være bange for at opholde dig blandt mange mennesker på samme tid.

MSC Sinfonia (3)

Børne-pool område for de små ombord på MSC Sinfonia

Som med alle andre krydstogtselskaber er der et bredt udvalg af aktiviteter ombord, kvaliteten af disse virker til at være ganske udmærket og der var ingen tvivl om at Italienerne hyggede sig gevaldigt om bord som der var ekstra meget fokus på. Vi var mest interesserede i forholdene for os med et lille barn, og havde på forhånd hørt om deres nye legeområde for de mindste som på deres hjemmeside lyder rigtig godt. I virkeligheden viste det sig dog hurtigt at løsningen ikke var særlig fleksibel, og i løbet af en dag var der 2 x 2 timer hvor man kunne komme ind og lege med sit barn. Ofte lå tiderne upraktisk i forhold til ture i land, og helt generelt virkede det mærkeligt at området ikke altid var åbent for leg.

På trods af de mange unge mennesker som var med på turen, så manglede der en del ”forlystelser” som fx Formula 1 simulator, golf simulator, 4D biograf, surfboard simulator osv. Det eneste der lige er, er en minigolfbane som desværre er meget kedelig.

Kasinoet var netop blevet renoveret, og er faktisk ganske underholdende. De har fået installeret et moderne system hvor man kan indsætte sit MSC kort og betale direkte med dette. Dog sker udbetalingen via. En voucher som printes ud af spillemaskinen, og pengene kunne derfor ikke sættes direkte ind på kortet igen. Selvom man må ryge i kasinoet, så var udluftningen god, og for os der ikke ryger, så var det ikke noget problem.

På denne tur kom vi kun i teateret én gang da deres shows lå lige på det tidspunkt hvor vores datter skulle til at sove. Vi blev dog inviteret til et show for børnene ombord, og det var faktisk ganske udmærket, og de små syntes det var fantastisk. Generelt om MSC Cruises shows, må det dog nævnes at det ikke er alt for imponerende, og ofte er det mest af alt en gymnastik opvisning.

MSC Sinfonia (10)

Teateret ombord på MSC Sinfonia.

Hvis vi tager et kig på komforten ombord, så var teateret flot, og det samme gælder de mange forskellige barer som havde hver deres tema. Sinfonia er netop blevet renoveret, og det fremstod flot overalt. Selvom krydstogtskibet ikke er helt nyt længere, så føles det meget moderne.

Vores indvendige kahyt var meget hyggelig, og selvom den ikke var særlig stor (ca. 12 kvm), så var der plads til en weekendseng som vi havde bestilt da vi bookede krydstogtet (gratis), og den stod pænt klar da vi gik ombord. Rengøringen var super, og vi så dem nærmest aldrig men ham vi havde gjorde bestemt sit job. Vi havde betalt for at få en af deres bedste indvendige kahytter, og der var faktisk også altid ro, og vi kunne slet ikke høre om vi sejlede eller ej. Det var kun den sidste nat da kufferterne blev fjernet at der var så meget larm at vi ikke kunne sove, og de ansatte gjorde tilsyneladende heller ikke noget forsøg på at dæmpe sig, men snakkede højt og grinede højlydt.

Oprindeligt var MSC Sinfonia ikke bygget til mere end omkring 2.087 gæster, men er senere blevet opgraderet til at have plads til omkring de 2679 gæster, og derfor virker det som om at skibet er overfyldt. Bordene i restauranterne ser ud til at være rykket tættere sammen og i de forskellige barer har man sat ekstra stole og borde ind på gangene.

MSC Sinfonia (5)

En af de hyggelige barer ombord på krydstogtskibet

MSC Cruises har normalt gode tilbud til børnefamilier, og de andre børn vi så ombord så ud til at hygge sig og have det sjovt. Der var også legetøj til de helt små, og det virker til at MSC Cruises er ved at rette fokus mere på børnefamilierne, men konceptet virker ret nyt endnu. Vi fik dagligt et informationsblad til vores datter om de forskellige aktiviteter der er for børn ombord, men det virkede noget rodet, og det virker ikke som om at MSC Cruises har et fælles program de bruger.

Servicen ombord er udmærket, og vi fik altid en venlig og høflig betjening. Man kan godt mærke at MSC Cruises i forhold til andre selskaber ”skjuler” deres ansatte lidt mere, og selvom vi godt kan lide at snakke med dem som gør rent i kahytten og serverer mad, så har jeg bestemt respekt for denne måde at gøre det på, og denne lidt anderledes stil i forhold til hvad vi ellers har prøvet. Vi bestilte også roomservice 4 gange (morgenmad), og det fungerede upåklageligt, og de kom aldrig for sent.

MSC Sinfonia (1)

Legeområdet for de mindste. Godt udvalg, og spændende for de små.

Hvis vi skal se lidt på værdi for pengene, så er det vigtigt at huske på at MSC Cruises er i den meget billige ende, og det ville have været svært at finde et alternativ til de penge vi gav for denne tur. Vi kan dog naturligvis godt tillade os at sammenligne med fx Costa Cruises som er i ca. samme prisklasse, og her er der ingen tvivl at MSC Cruises ikke er helt så godt hvad angår mad og shows, men de vinder på udvalget i barerne og var meget punktlige. Vi bookede vores tur i sidste øjeblik (ca. 3-4 uger før afrejse) og fik ca. 60 % i rabat. Da børn er gratis, så endte vi derfor med en meget billig tur, og vi kunne ikke have taget på en ferie sydpå for de samme penge.

Samlet set så ligger vurderingen lidt under middel, og MSC Cruises / MSC Sinfonia kan være ganske udmærket til dem som skal på krydstogt for første gang, og lige finde ud af hvad det hele går ud på, hvis de har et godt tilbud, men egner sig ikke til dem som har været af sted flere gange tidligere.

 2 stjerner